• ECCO angriber lov om ligestilling – det ærgrer minister: »Der er behov for en kulturændring«

    Источник: BDK Finans / 14 мар 2024 08:15:22   America/New_York

    ECCO er »fundamentalt uenige« i dele af den dansk lovgivning om ligestilling af kvinder og mænd, hvor store virksomheder blandt andet bliver pålagt at sætte måltal op for kvinder i ledelse. Det skriver skovirksomhedens bestyrelse og direktion i regnskabet for 2023, som kom onsdag morgen. Udmeldingen ærgrer ligestillingsminister Marie Bjerre (V). »Det er en ærgerlig udmelding fra ECCO. Hvis ECCO vil have talent og erfaring, uanset køn, bør de jo netop arbejde med måltal.« »Danmark er det land i Norden med den laveste andel af kvinder i lederstillinger, og ved seneste opgørelse i 2021 var det hele 44 procent af de 2.400 største danske virksomheder, der ikke havde en eneste kvinde i deres bestyrelse. Så der er virkelig behov for en kulturændring. Hvis kvinder skal have lige muligheder, skal virksomheder tage ejerskab og begynde at måle på det,« siger Marie Bjerre. ECCO fremhæver budskabet ECCO har nærmere bestemt fremhævet, at de er uenige i loven, der skal sikre flere kvinder på ledelsesgangene, i en blå boks i regnskabet. Det er en »strategi«, som Anette Borchorst, professor emerita i ligestilling- og kønsforskning på Aalborg Universitet, »aldrig har set før«. »Det er en usædvanlig udmelding,« siger hun. »De færreste virksomheder vil brande sig på at være modstandere af ligestilling. Det undrer mig, at ECCO vælger at gøre det.« Det drejer sig om lovgivningen, der forpligter store danske virksomheder til at sætte måltal og politik for den kønsmæssige sammensætning af bestyrelser og direktion. Målet med lovgivningen er at forbedre repræsentationen af kvinder i ledelsen. I kommentaren fra ECCO oplister skovirksomheden to grunde til at være uenig med den danske ligestillingslovgivning: 1. Det bør være talent og erfaring og ikke køn, der afgør, om hun eller han er egnet til en ledelsesstilling. 2. Det demotiverer talentfulde kvinder, at lovgivningen kræver, at virksomheder skal »fikse« en forudbestemt kvindelig kvote for kvindelige ledere. ECCO respekterer loven, men fortsætter udviklingen af sit eget program, der skal sikre »passende talentfulde kvinder«, at de kan fortsætte med at få stillinger i virksomhedens ledelse, fremgår det af regnskabet. »Der går de helt galt i byen, for kvoter er noget helt andet end måltal,« siger Anette Borchorst. Loven, der skal sikre flere kvindelige ledere For at forstå, hvad det er, ECCO egentlig kritiserer, skal man forstå ligestillingslovgivningen. I Danmark har der i det politiske spektrum været bred enighed om, at kvindekvoter ikke er vejen frem. Her blev der i stedet i 2012 indført regler om, at de største danske virksomheder skal opstille måltal og en politik for sammensætningen af køn i ledelser og bestyrelser og årligt redegøre for den i årsrapporten. Virksomhederne skal også udarbejde en politik for at øge andelen af kvinder. Når det kommer til andelen af kvinder i både ledelse og bestyrelser, indtager Danmark sidstepladsen blandt de nordiske lande, som vi normalt sammenligner os med. I Norge, Island og Frankrig er der kvindekvoter, og i Island giver man bøder til virksomheder, der ikke kan dokumentere, at de giver mænd og kvinder den samme løn for det samme arbejde. »I Norge skal man have mindst 40 procent af hvert køn i bestyrelserne. Hvis virksomhederne ikke har det, får de store bøder. Danmark har en vag løsning, hvor man skal opstille måltal, men der er ingen krav til, hvor store målene skal være. Og der er heller ingen sanktioner, hvis virksomhederne ikke overholder målene,« siger Anette Borchorst og tilføjer: »Spørgsmålet er også, om det overhovedet monitoreres.« Den langsomme udvikling har fået flere aktører til at tale for kvindekvoter. Både Sydbanks topchef, Karen Frøsig, Tryg-topchef Morten Hübbe og bestyrelseskvinderne Stine Bosse og Lone Fønss Schrøder har talt for kvoter, mens tidligere direktør for Nationalbanken Lars Rohde har sagt, at kvoter »snart skal på tale« – selvom han betegner dem som en »falliterklæring«. Ifølge Anette Borchorst har man i Danmark politisk en mere blød tilgang til ligestilling, da »måltal blot er noget, man gerne vil opnå på sigt, mens kvoter er noget, der skal opnås«, siger Anette Borchorst. Som det ser ud nu, har lovgivning hverken rykket antallet af kvinder i ledelse eller bestyrelser markant siden 2012. »ECCO træder helt forkert« Selvom ECCO gør det klart, at de forholder sig kritisk til den danske ligestillingslov, overholder de den stadig. I årsrapporten skriver de, at de i 2024 har en målsætning om at få 30 procent kvinder repræsenteret i direktørstillinger. Og 35 procent i 2027. Samtidig vil de have 33 procent kvinder i deres bestyrelse. Lige nu udgør kvinder 20 procent af bestyrelsen. »Det sender et signal, at ECCO har så lav en kvindeandel i deres bestyrelse,« siger Anette Borchorst. »Det er tydeligt, at de ikke vil markere sig på ligestilling. Og det er besynderligt, at de markerer sig på noget, der er en egentlig lov i Danmark.« I ECCOs topledelse sidder der nu 22 procent kvinder og 78 procent mænd. Det vil sige, at virksomhedens måltal fra årsrapporten i 2022 ikke blev mødt. »To tredjedele af ECCOs ansatte er kvinder, men i de øverste ledelseslag er det mindre end hver fjerde leder, der er kvinde. Det tyder på, at det at være mand i sig selv kvalificerer til en ledelsespost i ECCO. Hvorfor?« spørger Bjarke Oxlund, der forsker i køn og ligebehandling og er dekan ved Institut for Mennesker og Teknologi ved Roskilde Universitet: »ECCO producerer gode sko, men i det her kønsspørgsmål træder de helt forkert.« Berlingske har forsøgt at få et interview med ECCO, men ECCO er ikke vendt tilbage på henvendelsen. https://www.berlingske.dk/virksomheder/ecco-angriber-lov-om-ligestilling-det-aergrer-minister-der-er-behov
Опубликовать